• DE
  • GB
  • DK
  • BOOK VÆRELSER
  • < tilbage 01-07-2025 - 15:32

    Bailey åbnede ballet i Hundekroens Hundesalon

    Midt i et afslappende kroophold med middag, natur og agility skrev Bailey historie ved at være den første kunde i Hundekroens Hundesalon – den nye facilitet på Rold Gl. Kro for firbenede gæster. 

    Da Bailey, en blid og nysgerrig blanding af malteser og bichon frisé, blev båret ind i den nyåbnede hundesalon på Rold Gl. Kro, var det med logrende hale og en vis forventning i blikket. Hun var ikke blot gæst, men pioner: den første hund nogensinde i den nye facilitet på Danmarks første hundekro. Sammen med sine ejere, Mike Rasmussen og Birgit Nielsen fra Kolding, havde hun tjekket ind mandag for at nyde et par dage med ro, forkælelse og masser af natur, før turen gik videre mod Skagen onsdag. Midt i dette ophold havde Bailey sin store dag, og den blev noget ganske særligt.
     

    Tryghed og nærvær i Hundekroens Hundesalon

    I Hundekroens Hundesalon ventede hundefrisør Louise Krogh, der med sit rolige væsen og faglige indsigt skaber en oplevelse, der rækker langt ud over det kosmetiske. Louise har flere års erfaring med pelspleje og arbejder ud fra en enkel, men vigtig filosofi: Hunden skal føle sig tryg hele vejen igennem. Derfor anbefaler hun, at ejeren ikke er til stede under behandlingen. Det giver mulighed for at skabe en stærk, direkte relation til hunden, fri for forstyrrelser og ejerens kropssprog. I stedet kan Louise afstemme tempo, metode og berøring ud fra hundens egne signaler og behov.

     

    Bailey var i begyndelsen lidt urolig, som det er naturligt, når man møder nye mennesker og ukendte lyde. Men med en blid introduktion og tålmodige hænder fandt hun hurtigt roen. Louise arbejdede i Baileys tempo og sørgede for, at hver eneste trin i processen, fra vask til føntørring og trimning, blev tilpasset med respekt og omsorg.
     

    Et smil i pelsen og ro i kroppen

    Da Bailey blev hentet et par timer senere, var det en tydeligt forandret lille hund, der mødte sine ejere igen. Pelsen var let og velplejet, øjnene klare og kroppen afslappet. Mike og Birgit smilede, da de så hende: – Hun ser da så sød ud, sagde Mike med varme i stemmen, og Birgit nikkede: – Der er da i hvert fald røget noget pels!

     

    Det var tydeligt, at Bailey ikke blot havde fået en ny frisure, men også havde haft en god oplevelse, og det smittede af på hele familien.

     

    Mere end blot en tur i hundesalonen

    Baileys frisørbesøg var blot én del af det samlede ophold på Rold Gl. Kro, hvor familien fik en oplevelse, der var nøje tilrettelagt til både to- og firbenede gæster. Mike og Birgit kunne nyde lækre retter i kroens stemningsfulde restaurant, hvor hunde ikke bare er tilladt, men hjerteligt velkomne og endda bliver tilbudt en hundemenu. Bailey havde fri adgang til agilitybanen, og sammen brugte de timer i den storslåede natur omkring Rold Skov, som er et af Danmarks smukkeste skovområder med et væld af stier, frisk luft og plads til frihed.

     

     

    Hele opholdet bar præg af gennemtænkt gæstfrihed, hvor ingen detaljer var overladt til tilfældighederne. Mike opsummerede oplevelsen med begejstring: – Her er der lidt af det hele, og Bailey må være med overalt – det er helt vildt lækkert.

     

    Når pelspleje bliver en oplevelse i sig selv

    Hundekroens Hundesalon er meget mere end en praktisk facilitet. Det er et sted, hvor hunden får en pause fra hverdagens stimuli og i stedet møder tryghed, omsorg og faglighed i højsædet. 

     

    Baileys besøg markerede starten på et nyt kapitel for Danmarks første hundekro. Her handler det nemlig ikke om hurtige klip, men om at give hver eneste hund en god, tryg og kærlig oplevelse uanset race, alder eller temperament. Og netop det blev tydeligt med Bailey: Hun var den første, men hun er allerede blevet en del af noget større. En fortælling om et sted, hvor hunden er i centrum hele vejen igennem.

    <